Hold ferie i hverdagen

Hold ferie i hverdagen

Det vakte både opsigt, forargelse, misundelse og beundring, da en 48-årig karriereadvokat i Politiken skrev et indlæg med overskriften: ’Kontorlivet fik mine bedste år. Nu går jeg på ferie – for evigt’. Advokaten havde arbejdet, siden hun var ni år gammel og syntes, hun havde aftjent sin arbejdsværnepligt. Derfor havde hun valgt at tage på en forlænget ferie, der aldrig skulle slutte, og i stedet lade sig forsørge af sin mand og den opsparing, hun havde fra sine prestigefyldte advokatjob.

Lyder det fristende? For mange er det, karriereadvokaten har gjort, den ultimative drøm, men hvor meget vi end brænder for at følge hendes eksempel, er det de færreste, der økonomisk har mulighed for at tage så drastisk en beslutning.

Den gode nyhed er, at du slet ikke behøver at træffe et så afgørende valg for at få mere feriestemning ind i hverdagen. Det handler langt mere om at indrette sin hverdag og føre en livsstil med plads til også at leve det liv, man drømmer om.

Hold en lille smule ferie hver dag

Mange lever i en hverdag, der er så fortravlet, at de kun føler, de kan slappe helt af og finde tid til at gøre det, de har lyst til, og som gør dem virkelig glade, i ferierne. Har du det også sådan? Drøner du af sted og prøver ihærdigt at få alle ender til at hænge sammen, for både at nå job, familie, venner og fritidsinteresser? Dagdrømmer du dig frem til ferieugerne?

Med taknemmelighed kan du ændre dit hverdagssyn, så det ikke bare handler om at overleve og krydse ting af på to do-listen. Du kan komme til at træde ud af det, der i folkemunde er blevet døbt hamsterhjulet, og holde en lille smule ferie hver dag ved at træne din hjerne til at fokusere mere på, hvad du gerne vil med dit liv.

Fra naturens side kan vi mennesker godt lide en hverdag, der er præget af et vist antal gentagelser. Gentagelserne sikrer, at vores hjerne ikke hele tiden skal forholde sig til alt, hvad vi gør.

Vi ville faktisk slet ikke kunne fungere uden en vis form for planlægning af indkøb, oprydning og alt det andet, vores dagligdag går med. Men selv om vi er skabt sådan, behøver hver dag ikke føles som en ensidig gentagelse af den foregående, så vi mister glæden.

Igennem tiden er vores arbejde blevet en større og større del af vores identitet, så når nogen gør oprør som karriereadvokaten, rammer det noget i os, for måske kunne vi indrette os på en anden måde og gøre noget helt andet

Leg turist

Selv om vi for første gang i verdenshistorien lever i toppen af Maslows behovspyramide og ikke skal bekymre os om det mest basale, er mange af os i et voldsomt alarmberedskab.

Vi føler, vi skal præstere hurtigere og hurtigere. Mere og mere. Så selv om det kan virke fristende, at vi taler om, at vi skal til at holde ferie i hverdagen, vil du måske opfatte det provokerende. For hvordan i alverden skal du kunne presse frihed ind i den hverdag, der i forvejen nærmest ikke hænger sammen?

Men at skrue op for feriestemningen i hverdagen betyder ikke, at du nødvendigvis skal melde dig helt ud af arbejdsmarkedet, eller at du skal give dig selv flere fridage.

Mindre kan gøre det: Tillad dig selv et frirum, selv om du ved, at der lige nu er en masse, du burde gøre. Men det ved du, at der altid vil være, så du er nødt til at stoppe op.

Pointen med taknemmelighed er, at du først og fremmest øver dig i at sætte pris på de helt nære ting, som din hverdag indeholder.

At få øje på det nære kan være lidt af en udfordring. Men du kan godt. Tænk på dig selv, når du oplever et nyt sted, en ny by eller et nyt land. Når du er turist, er du sikkert rigtig god til at lægge mærke til de helt små ting og have alle sanser ude.

Du kigger måske op, fordi du har tid, og får øje på fine udsmykninger på gamle bygninger, du begynder at fantasere om, hvilke dyr skyerne minder dig om, eller du stopper op og dufter til en farvestrålende blomst eller smager på nye frugter på det lokale marked.

Du behøver ikke rejse væk. Du kan tage på en sanserejse lige der, hvor du bor. Øv dig i at være turist. Prøv at variere din tur til og fra arbejde.

Tre minutters ferie på toilettet

Husk, at du har fem sanser. Det er ikke dem alle sammen, vi har i spil, når vi ræser af sted. Hvis du ubevidst har lukket ned for flere af dem, så vælg eventuelt at fokusere på én af sanserne hver dag i en uge. Om mandagen har du fokus på dufte – det kan være duften af nyslået græs, friskbagt brød, nyskænket fadøl eller en parfume, der fremkalder minder og taknemmelighed i dig.

Hvis du er kommet så langt væk fra dine sanser, og øvelsen er for svær, så prøv at fremkalde dig feriestemning ved at stjæle dig lidt tid.

  • Sæt dig på toilettet på jobbet, luk øjnene og forestil dig, at du er på ferie.
  • Tænk tilbage på din yndlingsferie. Husk, hvordan der duftede, genkald dig lydene og sæt smag på. Hører du bølger, der skvulper, eller palmer, der svajer i vinden? Smager du en grøn kokosnød eller en solmoden tomat? Hvordan føles det i kroppen?

Hvis du genkalder den samme følelse i kroppen, som du havde på ferien, opnår du faktisk det samme lykkemæssigt, som hvis du befandt dig på ferien. Hjernen kender ikke forskel på, om du tænker på ferien, eller om du er af sted.

Alene det er da lige til at blive taknemmelig af, synes du ikke?

Øvelse: Ferie på cykelstien

Prøv at forestille dig to morgenscenarier med to forskellige tankesæt.

Den første dag ser du din cykeltur til arbejde som transport, der handler om hurtigst muligt at komme fra A til B. Du kommer ud ad døren, som du plejer. Det er måske nok fem minutter for sent, men du kan lige nå det, hvis alt i trafikken forløber, som det skal.

Men er der den mindste forhindring på vejen, bliver du irritabel, for eksempel når de andre cyklister snøvler afsted, eller det bliver rødt lys, lige idet du når frem til lyskrydset. Du stresser gennem byen og når ikke at have fokus på andet end at møde til tiden.

I det andet scenarie ser du din transporttid som en miniferie. Du vælger at være på forkant og cykler hjemmefra 10 minutter før, så du har en buffer, hvis der sker noget uventet.

Du nyder turen uanset vejret, og hvad der måtte ske på vejen. Før du skal ind og sidde foran din computer, glæder du dig over at mærke vinden i huden og friheden ved at cykle i den friske luft. Det kan være, at du ser nogle smukke gamle bygninger og får øje på noget nyt i de mange udsmykninger på facaden, eller du cykler gennem en skov eller forbi en stor mark og lægger mærke til livet der. Snart er du fremme på arbejdet, opladet og energifyldt og kan gå i gang med dine opgaver.

Når du har leget med de to scenarier i tankerne, kan du prøve at overføre de to tankesæt til andre situationer. Øvelsen kan minde dig om, at du altid har et valg. Og du kan være med til at bestemme det valg i dine tanker.

Hele pointen er, at vi behøves ikke føle vi løber i et hamsterhjul. Vi behøves ikke blive så trætte af vores job, at vi vil gå på ferie for evigt. Vi skal lære at holde ferie i hverdagen og ikke udelukkende leve livet efter at til sommer skal vi på ferie eller i weekenden skal vi slappe af.

Du kan slappe af lige nu, midt i mails og kaos. Ferien er en stemning du selv kan skabe hvor som helst og når som helst, og mærker du taknemmeligheden, så er din hjerne 100% i balance og du kan ikke producere stress hormoner.

Fra bog til blog:

Dette blogindlæg bygger på et afsnit i Rikke Østergaards nye bog TAK!  Bogen viser dig hvordan du, med simple teknikker, kan ændre dit liv fra stress til optimisme og livsglæde og ikke mindst få styrket dine sociale relationer.

TAKfår du indsigt i alle taknemmelighedens gode egenskaber. Du lærer at arbejde med taknemmelighed, så det bliver en naturlig del af dit liv. Læs mere om bogen her

Rikke Østergaard

Rikke er erhvervssociolog og har desuden en B.A. grad i filosofi og buddhistisk psykologi. Rikke har skrevet bøger om mentaltræning og taknemmelighed og er en efterspurgt foredragsholder. Rikke er desuden en af underviserne på CA’s kurser i mentaltræning og mindfulness. Læs mere om Rikke Østergaard på  www.erhvervssociologen.dk

 

Hvad er et godt arbejdsliv og hvad kan du gøre for at trives på jobbet?

Vi har hver især vores egen definition af trivsel og det gode arbejdsliv. Fælles for alle er, at trivsel er en forudsætning for at kunne fungere på jobbet, og vores trivsel påvirkes af både ydre og indre faktorer. Og heldigvis er der er noget, du selv kan gøre, hvis du ikke trives. Og hvad kunne det være? læs mere på CA’s temaside om trivsel på jobbet

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *